Af Åge Rokkjær

 

Den 3. november kl. 9 sad 13 jagthornsblæsere bænket i Matsons rideskoles klubhus. Kaffen og en lille en gjorde godt denne lidt råkolde morgen. I år var det Greve Jagthornblæsere, der skulle stå for musikken. Vi startede da også fint med at spille Jagt begynd og Jagtvelkomst i gårdspladsen overfor nogle dampende heste, ryttere og tilskuere.

Så var det ud til den ventende vogn trukket af to kulsorte heste, der kørte 9 af os til Lieps hus, mens resten måtte gå. Vist nok 150 rød-hvide ryttere red rundt og viste hestene frem indenfor den store afskærmning, mens mennesker – nogen sagde 40.000 - strømmede til. Så vi gav den gas, når vi fik signal til det. Et af numrene var selvfølgelig Hubertusjagten.

Herefter var vejen fra Peter Liep til Eremitageslottet totalt fyldt op af gående. I sig selv et imponerende syn en søndag morgen i november, mens rytterne startede på deres 11 km lange jagt. Et flot syn var det at se hestene i fuld galop passere forhindringerne. Man kunne ikke lade være at tænke på, hvad der ville ske, hvis en hest fejlede springet over en kæmpe, liggende træstamme.

Ved slottet stillede vi os op ved trappen og spillede i rytternes pause fra kl. 11. Speakerne annoncerede hvilke numre, vi spillede. Herefter fik vi lov til at gå ind på jagtslottet og kigge rundt, måske fordi prinsgemalen ikke var der. Spændende var det at se den smukke, nyrestaurerede spisesal, og fra vinduerne at følge hestenes spring ud i vanddammen. Ups – og se en rytter falde af hesten, der fortsatte i galop.

Herefter kunne man følge heste- og ponyopløbet på 800 meter.

Præmieoverrækkelsen var højtidelig, og vi spillede Gratulerer for de vindende ryttere. Til sidst sluttede vi af med På gensyn.

Instrumenterne blev pakket sammen og de fleste af os var heldige at komme med vores overdækkede hestevogn, da regnen pludselig styrtede ned.

Det blev en god dag, og vi håber at få lov til at spille til næste år. Mange takkede for musikken, og det er sådan en dag, det er værd at øve for.