Af Åge Rokkjær

 

Sidste års kulde og blæst fik mig fejlagtigt til at tage de lange underbukser på i år, for solen skinnede og 18 grader gav varmen. Med store forventninger kørte jeg til Mattsons rideskole ved Bellevuevej, hvor vi jagthornblæsere blev vartet op med kaffe, ostemadder og portvin. Som tak spillede vi i gården ”Hubertusjagten”. En hestevogn førte de fleste af os til Peter Lieps hus, mens resten gik. De 160 ryttere kilede sig forsigtigt ind imellem de mange tilskuere, der fyldte vejen godt op.

Jagthornsblæserne Greve stillede op inden for den store indhegning, hvor alle heste varmede op til start. Speakeren introducerede os, og vi spillede flere koncertmelodier, publikum klappede. Men så var tiden inde til to gange at spille ”Jagt begynd” som optakt til, at rytterne skulle af sted.

Tilskuerne bevægede sig nu videre mod Eremitageslottet. Jeg kom forbi to damer, som uopfordret fortalte os, at vi havde spillet ”meget smukt”. Hele vejen op til slottet var fyldt med mennesker. Vi nåede undervejs at spille et par melodier til publikums begejstring - og at nyde efterårsfarverne og dåhjortene.

Oppe ved Eremitageslottet spillede vi samtidig med at rytterne og prins Joachim med familie dukkede op. I år kunne vi derfor ikke komme ind på slottet, men fulgte den flotte begivenhed fra sandplateauet om slottet. Langt de fleste af de vel 8-10.000 tilskuere havde taget opstilling ved Magasindammen, hvor en af rytterne, traditionen tro faldt i vandet. Hun løb plaskvåd videre efter sin hest, som for længst var over alle bjerge og først blev indfanget oppe ved slottet.

Herefter var tiden inde til at præmieoverrækkelsen. Prins Joachims familie stod klar, og vi hyldede vinderne med ”Gratulerer” og sluttede behørigt af med ”Jagt forbi”. Mens to smukke hestekareter kørte prins Joachims familie fra slottet, spillede vi ”På gensyn”, og prins Joachim hilste farvel ved at lette på hatten.

Det var nu tid til at forlade Hubertusjagten – endnu en stor oplevelse rigere. På vej hjem, så vi prins Joachim og familie på vej tilbage i biler. De skulle sikkert indtage deres frokost på Eremitageslottet. Jeg nåede fint hjem til mine rugbrødsmadder med carrysild og laks samt en øl og en lille farfar som tilbehør.