Hubertusjagten 2017

Endelig kom den længe ventede oplevelse, Hubertusjagten, den første søndag i november. Vi mødtes i klubhuset i Matsons ryttergård ved Bellevueteatret. Her blev vi serviceret ved vores stamborg med kaffe, franskbrød og et glas sherry (nej portvin, siger Christian). Vi kvitterede senere med jagthornspil til lyden fra de flotte heste.

Ved Peter Lieb samledes alle rytterne, så den efterårsklædte skov blev kompletteret med røde jakker og hvide bukser. Et smukt sceneri. Vi spillede det bedste vi havde lært og de mange tilskuere takkede med klapsalver. Jagt begynd satte de rødhvide ryttere i målrettet bevægelse efter de to "ræve". 

Vi havde en hestevogn til rådighed, men enkelte valgte at gå og spille jagthorn på udvalgte steder til glæde for publikum.

Ved Eremitageslottet gled jagthorn ind i arrangementet. Kronprinsesse Mary viste stil ved at takke os for spillet.

En rytter faldt af hesten i Magasindammen og uheldigvis blev en officiel reddet ned af den vindende hest ved hesteopløbet. 

De nye jagthornblæsere gav udtryk for at det havde været en stor oplevelse at deltage. Og det var det såmænd også for os andre.

Vi sang hestevognen hjem og som sædvanlig begyndte det at regne. Indtil da havde vejret været perfekt. Nogle af os sluttede behørigt af med en øl i Ryttergården. 

Et løst tilbageblik 2016/2017

Ja så er der gået et helt år uden "dagbog". Årsagen er nok, at undertegnede som den eneste skribent har været optaget af af at skrive bøger og udstille. Denne gang må det blot blive et par ord, som de falder mig ind.

Hubertusjagten 6. nov. 2016 var igen en oplevelse af de kolde og regnfulde. Men ingen tvivl om at det for os blæsere er en stor fornøjelse at spille i ryttergården og ved jagtens start ved Liep's for vel 4.000 og senere ved Eremitageslottet for vel 8.000 samt prinsgemalen med børnebørn.

Forinden den 16. okt 2016 "varmede vi op" ved Ledreborg slot til deres Hubertusjagt, mens rytterne varmede hestene op i slotsgården.

Vores herlige julefrokost blev igen en realitet den 13. dec. 2016.

Vi var 9 blæsere, der stillede op til FM i Reventlowparken ved Nakskov 20. maj 2017. Det lykkedes os at spille os til en 3. plads, så vi til FM2018 rykker op i A-rækken.

 

 

Fredag/lørdag formiddag ugen efter gav vi et trut for Aktiv Fritid i Køge.

Men ellers mindes jeg de mange øveaftner under Torben Dyjaks dygtige ledelse. Fremmødet har dog været noget svingende. Og bedre blev det ikke, da Henning Pedersen gik bort - et stort tab for os alle. Henning var blandt de flittigste og dygtigste af vore hornblæsere. Vi fik spillet "Last post", da Hennings kone Alis dukkede op med "en lille en og en gravøl" til vores øveaften den 27. juni 2017. En smuk gestus, som vi fremmødte satte stor pris på. Ære være mindet om Henning, en flot smilende og vellidt kammerat.  

Men nu ser det ud til at der kommer forstærkning i form af fire nye hornblæsere. Vi kan dog ikke længere øve på Tjørnelyskolen i Greve, da den bliver nedlagt. Vi søger derfor kommunen om nyt øvelokale på en anden skole.

Opstartsmøde om den kommende sæson bliver givetvis den 19. september 2017. Inden da øver vi hver anden tirsdag i lige uger i det fri .... 

Med venlig hilsen

Åge Rokkjær